Nyheder

Restaurant Remisen - Til ære for Poul og alle de andre.

I har talt og vi har lyttet! Vores skønne restaurant får navnet “Remisen”. Vi har modtaget bud fra tæt på 500 af jer, hvilket vi virkelig sætter pris på. Remisen var uden tvivl det navn, som de fleste af jer foreslog. Vi har derfor læst alle jeres begrundelser igennem, og har fundet en vinder ud fra, hvem vi syntes havde den bedste fortælling. Faktisk synes vi, at netop denne fortælling var så fin og rørende, at vi næsten selv kunne mærke lidt vand i øjenkrogen.

 

Vores vinder hedder Kamma og her er hendes grund til, hvorfor restauranten skal hedde “Remisen”. Vi håber, at du vil læse med.

 

—–

Jeg synes, at restauranten i Nyborg Destilleri skal hedde ”REMISEN”.

 

Min begrundelse: Til ære for de mange, der arbejdede der. Her er historien om en af dem:

 

Jeg bor i Gartnergade i et tvillinghus – bare 3-4 minutters gang fra Nyborg Destilleri.

 

Da jeg i 1994 flyttede til Nyborg, var Gartnergade endnu til dels beboet af gamle DSB-arbejdere, nu dog pensionerede. Sådan også i den anden halvdel af vores tvillinghus. Her boede en gammel snedker, der havde arbejdet med vedligeholdelse af inventaret i DSB togene, som netop blev istandsat i de bygninger, hvor Destilleriet i dag har til huse lige ved siden af Remisen. I 1994 skreg Remisen endnu sine rustne lyde ud over området, når skinner og tog skulle vendes.

 

Poul hed min nabo, og han var en ægte snedker af den gamle fine slags. Nede i sin kælder havde han sit eget værksted, hvor hans værktøj endnu hang sirligt på væggene. Alt var hjemmelavet. Stemmejern, skruetrækkere, hamre, økser, save og meget andet med de fineste udskårne og blankpolerede træhåndtag. Høvle i alle størrelser også håndgjorte, og som endnu lå så godt i hans gamle hænder.

 

Han havde stadig sin gamle slidte læder-skoletaske, som i årevis havde båret hans madpakke og hans værktøj til dagens dont og hjem igen. Når han nu hørte, jeg baksede med et søm inde på den anden side af væggen, stillede han straks ved min dør med den gamle skoletaske med noget værktøj i: ”Nåhh Kamma, mon ikke jeg skulle slå det søm i for dig?” spurgte han med sit lille smil og på klingende fynsk. Når jeg stod og så på, mens han arbejdede i sit kælderværksted, fortalte han gerne om oplevelser og gamle kolleger fra de mange arbejdsår på værkstedet nede ved ”Remisen”. Da han døde, arvede jeg at par af hans fine værktøjer. De minder mig om en svunden tid ved Remisen, og når jeg nu dagligt går forbi Nyborg Destilleri, tænker jeg, at det ville have glædet Poul så meget, at hans gamle arbejdsplads, var blevet så smukt restaureret.

 

—-

 

Tak til alle der deltog og tak til Kamma for den fine historie. Vi glæder os til at se jer alle til lækker mad på Restaurant Remisen.